Her lidt over en uge efter jeg orienterede min bestyrelse om min opsigelse, så har jeg godt nok været igennem lidt af en rutchebanetur - rent følelsesmæssigt. Jeg har været vred, ked af det, bange for fremtiden og samtidig lettet. En masse følelser der er helt naturlige, fordi jeg har truffet en vanskelig beslutning om at sige farvel til noget jeg holder af. Mit job i TELE-POST har på mange måder været et drømmejob, hvor udfordringerne har stået i kø og jeg føler at have haft nogle af svarene. Og hvor jeg har oplevet en enestående opbakning fra mine kolleger, der har taget imod store forandringer med åben pande. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige at jeg sjældent har mødt så stor VILJE og LYST til forandring. Netop vilje og lyst er nogle af de afgørende faktorer, hvis man virkelig skal lave store forandringer. Et andet element er forståelse - forståelse for HVORFOR man skal forandre sig.
Min oplevelse er, at de kolleger jeg har haft igennem et og et halvt år, har været både tålmodige og forandringsvillige, trods at det har krævet - og fortsat kræver - en ekstraordinær indsats.
Nå, tilbage til den mere personlige reflektion.
Jeg er fysisk og psykisk træt og fortsat lidt ked af det. Ked af at jeg ikke skal stå i spidsen for TELE-POST længere, og ked af at alle de mange forandringer strategien SASSARTA lægger op til, ikke er noget jeg får indflydelse på. Jeg føler mig faktisk lidt tom indeni i disse dage - og tænker meget på hvordan jeg så skal bidrage i udviklingen af vores samfund her i Grønland. For jeg brænder fortsat for at udvikle vores samfund til at have større sammenhængskraft og en FÆLLES retning. Nu mere end nogensinde er der behov for at vi står sammen, når alle konjukturer går den forkerte vej.
Jeg tænker også meget over mit personlige værdigrundlag, der uændret er: respekt for andre, integritet, åbenhed, frihed og nærvær. Jeg har valgt at følge mit hjerte og mine værdier, fordi det er det allervigtigste kompas jeg har. På den måde er det lidt lettere at kigge mig selv i spejlet når jeg træffer vanskelige beslutninger, som det ved gud har været at sige op.
Og nej, jeg har slet ikke nogle andre ting under opsejling foreløbig. Jeg skal først nu til at tænke over hvad jeg skal blive, når jeg bliver stor - tihi!
Så alt i alt: en lidt skræmmende situation at sige op uden at have en plan klar - og samtidig utroligt spændende og udfordrende.
Hvad tænker du, når du læser min blog? Del gerne med dit netværk, hvis du synes det er interessant hvad jeg skriver.
